Bitter Poison

Esbjerg Ensemble skal sammen med barytonen Bo Skovhus spille et par koncerter med sange af Gustav Mahler her til april. Jeg har skrevet programnoterne til koncerterne og i den forbindelse har jeg også oversat Mahlers egne tekster til den glimrende Lieder eines fahrenden Gesellen, der sammen med den halvtimelange Der Abshied fra mesterværket Das Lied von der Erde og to værker af henholdsvis Benjamin Britten og John Corigliano udgør programmet. Nu ved jeg ikke, om jeg i min oversættelse har misset nogle subtile nuancer, der gør hele forskellen, men så vidt jeg kan bedømme er det – for nu at sige det mildt – ikke den store lyrik, den dengang 24-årige Mahler fik skrevet. Jeg kunne måske have ædt dem, hvis de var skrevet af én der var ti år yngre. Men som min kæreste påpegede, da jeg viste hende dem: Der er masser af gode popnumre, der har ligeså banale tekster, uden at de fleste nogensinde opdager det. Og ja: Hvis ikke det lige var for situationen, så havde jeg sikkert heller aldrig nærlæst Mahlers følsomme ungdomslyrik til dette værk, der vitterlig er fremragende, når man blot lytter til det.

Her er Mahlers tekster:


Når min skat holder sit bryllup

Når min skat holder sit bryllup
sit glædelige bryllup
er det min sorgens dag!
Jeg går ind på mit lille kammer,
mørke lille kammer
og græder og græder over min skat
over min kære skat!
Lille blå blomst! Lille blå blomst!
Visn ikke! Visn ikke!
Søde lille fugl! Søde lille fugl!
Du synger på den grønne hede.
Ak, hvor er verden skøn.
Pip! Pip! Pip!
Syng ikke! Blomstr ikke!
Foråret er jo forbi!
Al sang er nu ovre!
Om aftenen, når jeg lægger mig til at sove,
tænker jeg på min sorg.
på min sorg.


Her til morgen gik jeg over marken

Her til morgen gik jeg over marken;
der var stadig dug på græsset;
da talte den lystige finke til mig:
“Hej du! Er det ikke sandt? God morgen! Er det ikke sandt?
Du! Er det ikke en smuk verden? Er det ikke?
Kvidr! kvidr! Skøn og vaks!
Hvor verden dog behager mig!”
Også markens klokkeblomst –
den fine ting – ringede glad,
med de små klokker, pling, pling,
en morgenhilsen for mig:
“Er det ikke en smuk verden?
Ding, ding! Herlig ting!
Hvor verden dog behager mig!
Hejsa!”
Og da begyndte verden
at funkle i det klare solskin!
Alting fik farve og lyd
i solskinnet!
Blomster og fugle, store og små!
“God dag, er det ikke en smuk verden?
Er det ikke? Smuk verden?”
Nu vender min lykke vel også tilbage?
Nej, nej, dén, mener jeg,
kan aldrig blomstre i mig igen!


Jeg har en glødende kniv

Jeg har en glødende kniv,
en kniv i mit bryst,
oh ve! Den skærer så dybt
i enhver glæde og enhver fornøjelse.
Så dybt! Så dybt!
Den skærer, oh ve, så dybt!
Åh, hvilken ondskabsfuld gæst, den er!
Aldrig er den stille,
Aldrig hviler den,
ikke om dagen, ej heller om natten,
når jeg sover.
Oh ve!
Når jeg kigger på himlen,
ser jeg to blå øjne stå der.
Oh ve! Når jeg går i de gule marker,
ser jeg i det fjerne det blonde hår
bølge i vinden.
Oh ve!
Når jeg farer op af en drøm
og hører hendes latter klinge som sølv,
Oh ve!
ønsker jeg, at jeg lå på den sorte båre
og aldrig skulle åbne øjnene igen!


Min skats to blå øjne

Min skats to blå øjne
har sendt mig ud i den vide verden.
Da måtte jeg tage afsked
med mit allerkæreste sted!
Oh i øjne, blå, hvorfor faldt i på mig?
Nu skal jeg evigt lide og græmmes.
Jeg gik ud i den stille nat
og gik over den mørke hede.
Ingen sagde farvel til mig.
Farvel! Mine følgesvende var kærlighed og sorg!
På vejen stod et lindetræ
Der fandt jeg for første gang hvile i søvnen
Under lindetræet, der
lod det sne med sine blomster over mig.
Da vidste jeg ikke, hvad livet ville bringe.
Da var alt, alt alligevel godt!
Alt! Alt, kærlighed og sorg
og verden og drøm!

I torsdags var jeg til generalprøve på Det Kongelige Teaters opsætning af Wagners Lohengrin. Instruktøren Peter Konwitschny har fået den særlige idé at lade hele denne ultraheroiske ridderoperas handling udspille sig i et klasseværelse, iscenesat som intriger blandt skoleelever. Det er lidt af et scoop: Alle de barnagtige intriger får pludselig et nyt skær af troværdighed, og den diskrete humor, der hele tiden er til stede i Konwitschnys opsætning, eliminerer effektivt hvad der måtte være af tilløb til ufrivillig komik. Det er bedre at have latteren med sig end mod sig.

Plottet i Lohengrin er hængt på den pubærtære og stereotype drøm om den store stærke ridder, der kommer og rager kastanierne ud af ilden for den hjælpeløse, uskyldige kvinde. I første akt dramatiseres opfyldelsen af denne drøm så sublimt overbevisende, at det er svært ikke at blive revet med, og også her hjælper klasseværelses-iscenesættelsen Wagners i forvejen ikke uefne forløb på vej. Personligt tror jeg, at de fleste pubærtære ønskedrømme ofte lever videre som komponent i menneskets komplekse sind afbalanceret af den modne desillusions sans for realiteter uden rigtigt at forsvinde. Det er nok derfor, at en historie som Lohengrin virker så gribende.

Og så underminerer Konwitschny selvfølgelig illusionen om, at klasseværelsets uskyld uproblematisk kan bestå: Stort set alle på scenen er voksne mennesker forklædt som skolebørn, og det er her, det virkelige spængstof bliver lagt ud. Der optræder nemlig ét rigtigt barn på scenen, i den stumme rolle som heltindens fortryllede bror Gottfried. Det virker helt forkert på en meget potent og foruroligende måde, der samtidig er så diskret, at der for mit vedkommende gik et pænt stykke tid, inden jeg blev klar over, hvad der var galt.

Anbefales.

DRs magasin Lyt til Nyt har bestilt en lille håndfuld værker af forskellige komponister med særligt henblik på at blive podcastet på deres hjemmeside. Foruden undertegnede drejer det sig om Thomas Knak, Rasmus Zwicki, Jens Hørsving og Anders Brødsgaard. Værkerne kan downloades kvit og frit her.

Min personlige favorit er i øvrigt Rasmus Zwickis 010110 – sjældent har et ragtimeklaver været sønderklippet så musikalsk.

(Af én eller anden grund er mine to værker endt med at lyde svagere end de øvrige, så man skal nok fyre pænt op for lyden for at få det optimale udbytte.)

Den første anmeldelse af Night Pace er kommet. Det er Konrad Korabiewski, der anmelder pladen i musikmagasinet Geiger. Det er en meget positiv anmeldelse, der også giver velfortjent ros til Jens Hørsving, der har produceret. Selv glæder jeg mig især over, at Korabievski synes godt om de ekstremt lydsvage afsnit. Det var ellers dem, jeg var mest bekymret for under produktionen.

Jeg har lige købt en dvd med nogle af videokunstneren Chris Cunninghams vidunderligt bizarre og teknisk suveræne kreationer. Til dem, der ikke allerede kender ham: Cunningham er kendt for sine grumme og surrealistiske musikvideoer til Björk, Aphex Twin, Squarepusher, Madonna og en del andre prominente kunstnere. Specielt hans Aphex Twin-videoer er myrekrybsfremkaldende. Tjeck for eksempel Rubber Johnny. Ikke for børn, skulle jeg lige til at skrive. Men så slog det mig, at den slags løjer netop taler til barnet om ikke i os alle så i hvert fald i mig, og sikkert også en del andre. NB: Hvis du hører til dem, der får nattesøvnen spoleret af en horrorfilm, vil jeg dog ikke anbefale Rubber Johnny.

I den fyldige og rigt illustrerede booklet siger Cunningham herom:

"My upbringing was pretty liberal and happy. My parents and grandparents were so openminded. I used to make severed heads or set up stabbing effects and my parents and grandparents loved it, they just saw it as creativity. So I was always encouraged and from an early age, no matter what I did, nothing shocked them. And so I suppose, now, I do stuff and if it offends someone I'm always surprised."

Ikke noget at sige til, at den lille Chris' kreativitet blomstrede.

Til gengæld husker jeg fra min egen barndom – med et overbærende skuldertræk – de temmelig indskrænkede reaktioner, mine kammerater og jeg blev mødt med, når vi tillod os at lade fantasien få kreativt afløb. I stedet for fascineret beundring blev vores makabre frembringelser mødt med bekymrede spørgsmål, som om intet sundt barn kunne være i besiddelse af en fantasi med et sådant vingefang. Først var det en kilde til irritation, men heldigvis gik der hurtigt sport i at finde frem til netop det, der kunne forskrække de velmenende pædagogers indre psykoanalytiker mest muligt – en sportsgren, jeg stadig sætter højt.

I dag ved jeg, at det naturligvis er stik modsat: Det er ikke den bizarre fantasi, men derimod blokeringen og mistænkeliggørelsen af den, der er usund. Til gengæld er jeg alvorligt bekymret for, om ikke der stadigvæk er en del velmenende pædagoger uden skyggen af psykoanalytisk kompetence, der skaber problemer ud af den blå luft og forkvakler børns sunde sans for det bizarre, fordi de partout vil se problemer i alt, der ikke lige passer ind i deres forestillingsverden.

Er Jyllandspostens tegninger af Muhammed i virkeligheden rigtig, ordentlig, seriøs blasfemi? Jeg ville mene "nej" og vil gå så langt som til at sige, at hvis nogle kalder dem blasfemiske, vil jeg føle mig krænket. For jeg går ind for blasfemi og betragter blasfemi som noget meget vigtigt, der kræver fordybelse og indsigt i det, man retter blasfemien imod.

Den rendyrkede blasfemi, er den, hvis angrebsmål er et sæt dogmer; dogmer der dækker over tankemæssige blokeringer og ømme punkter. Hvis det lykkes virkelig at ramme plet, vælter betændelsen og råddenskaben ud, og virkningen er i bedste fald af terapeutisk karakter. Men det er ikke til at sige på forhånd, hvad den enkelte vil føle, når han eller hun konfonteres med begrebsverdenen hinsides dogmerne, så derfor kan den rendyrkede blasfemi heller ikke beskyldes for at have til hensigt at genere nogen. Den rene blasfemis drivkraft er glæden og fascinationen ved at udsøge sig lige præcis de steder, hvor det gør rigtig nas, og blotte såret for den friske luft uden det mindste hensyn til, om nogen måtte blive kede af det.

Den rene blasfemi kræver, at blasfemikeren har et indlevet forhold til sit materiale. Jeg tror faktisk, at det ville være yderst vanskeligt at begå virkeligt dybtgående blasfemi mod en religion, hvis tankegang ikke er dybt indarbejdet i ens egen begrebsverden.

Når for eksempel Lars von Trier i Breaking the Waves viser en kvinde, der angiveligt afstedkommer både sin invalide mands mirakuløse helbredelse og sin egen himmelfart ved at lade sig pine ihjel i et bizart sexorgie, vil jeg kalde det rendyrket blasfemi. Den kristne offertanke fremstilles som grufuld og pervers, og der gives ikke ved dørene: I filmens sidste billede ringer Gud med klokkerne som anerkendelse af disse uhyrligheder. Jeg bliver rørt og fascineret af filmen. Jeg er jo opdraget til at synes, at det er smukt, når man ofrer sig for sin næste. von Trier er vokset op i en kultur, der er gennemsyret af kristne idealer, og er oven i købet erklæret katolik (eller også var det et PR-stunt). Filmen er baseret på indblik og kulturel erfaring.

Det samme kan man ikke sige om Jyllandspostens Muhammed-tegninger. De virker mest af alt som om, det slet ikke er en tankemæssig blokering, men derimod en befolkningsgruppe, der er angrebsmålet: et æv-bæv-vi-respekterer-ikke-jeres-billedforbud-så-ka'-I-lære-det. Jyllandspostens forhold til Islam er overfladisk, og bærer, så vidt jeg kan se, slet ikke præg af nogen dybere indsigt i hele det kompleks af tanker og idéer, som billedforbudet indgår i. Kun på et meget overfladisk niveau anfægter tegningerne et dogme, og når én af dem så oven i købet forestiller Muhammed med en bombe i turbanen, bliver det – frem for at løse op for blokeringerne – til en letkøbt bekræftelse af én af de mest stupide og ondskabsfulde fordomme om muslimer. Det lader mig fuldstændigt kold. Til gengæld kan jeg sagtens forestille mig, at et billede af Muhammed kunne være interessant og gribende, hvis det indgik i én eller anden sammenhæng, der var gennemtænkt på grundlag af et virkelig dybfølt forhold til islam.

Jyllandsposten er en flok reaktionære provokatører, ingen tvivl om det.

Endelig er min cd helt færdig; jeg har lige hentet den hos trykkeriet. Efter en del overvejelser frem og tilbage, endte den med at udkomme på det færøske pladesleskab tutl. "På gaden" er måske et lidt misvisende udtryk, da de fleste af cd'erne står opmagasineret hos mig, men under alle omstændigheder er det fedt at have den færdig.

For snart to år siden skrev Sternberg og jeg sangteksterne Lykkesen Lever. De er et forsøg på at fortælle et menneskes livshistorie gennem en af de mest pinlige genrer, jeg ved, nemlig lejligheds-festsangen. Nu har Sternberg lagt teksterne ud på sin hjemmeside. Så vidt jeg husker, gjorde vi en del ud af at få dem til at virke autentiske og ramme den helt rigtige grad af ubehjælpsomhed. Læs dem her, og døm selv, om det er lykkedes...

Så har jeg også fået en mere faglig hjemmeside udover min weblog. Den kan læses her. Det er Frode Andersen, der har sat siden op.

Blandt andet ligger der citater fra dårlige anmeldelser af min musik; noget jeg synes burde være mere udbredt: Invendinger er ofte interessante uanset, om man er enig eller ej.

Så er Musikhøst overstået.
Jeg fik opført mit helaftensværk Night Pace ved en koncert på Jazzhus Dexter i Odense, hvor publikum bestod af min familie, koncertarrangørerne, en anmelder og 2 personer, jeg ikke kendte.

Jeg må sige, at det ingen skår slog af mig, at der kom så få mennesker. MooseMatrix spillede glimrende og jeg fik lejlighed til – lidt selvtilfredst måske – at konstatere, at det timelange stykke ikke falder helt igennem, når man hører det i sammenhæng. De få, der rent faktisk var til stede, var vist også glade. En koncert uden publikum er kun er virkeligt nedslående, hvis den er så røvsyg, at man ikke kan fortænke dem i at blive væk, og sådan var det ikke i søndags.

Thomas Michelsen anmelder koncerten i Politiken i sin omtale af Musikhøst d. 1/11. Ud over at rose mit stykke lidt går han hårdt til festivalens arrangører på grund af det lave publikumstal:

Den underligt triste bundskraber blev en realiteten publikumsløs opførelse på Jazzhus Dexter søndag af kunstneraliaset Jexper Holmens sanselige storbynatteskildring ‘Night Pace’ med elektronisk manipulerede livemusikere fra MooseMatrix. Foruden anmelderen var nærmest kun komponisten og koncertarrangøren til stede! Jexpers ‘Night Pace’, der er på vej ud på cd, afslørede sig som en times lytteværdig, ligetil og tungt stemningsmættet musik. Men publikum var ingen steder at se. Festivalarrangørerne fra Det Fynske Musikkonservatorium må have røde ører efter dén oplevelse! (Thomas Michelsen, ‘Skru op for Festen’, Politiken 1/11-2005)

Jeg vi sige til festivalledelsens forsvar, at det var en virkeligt flot oktobereftermiddag og at det var i slutningen af en festival, hvor folk måske var ved at være lidt trætte. Ikke for det: Det kunne da have været rart, hvis der var nogle mennesker til at høre mit stykke, men det kommer som nævnt i anmeldelsen snart på cd.

Update: Jeg havde pillet ovenstående indlæg af bloggen, da jeg ikke fandt det aktuelt nok. Imidlertid har Thomas Michelsen lagt op til en diskussion af problemet på Lyt Til Nyts hjemmeside, så nu får det lov at stå alligevel. Jeg er på den ene side enig med ham i, det er vigtigt at gennemtænke koncertformen. På den anden side mener jeg, at hans konstatering af publikumsfravær ved festivaler er en postgang for sent, som også Frode Andersen påpeger derinde: Der kommer som regel mange mennesker.

Man kan få vurderet sin weblogs værdi i dollars. Jeg gav efter for nysgerrigheden og fik følgende resultat smidt i synet:

Min første cd, Night Pace, som jeg er ved at færdiggøre sammen med ensemblet mooseMATRIX, skal offentliggøres ved festivalen Musikhøst i Odense i slutningen af oktober. Musikken på cd'en er et timelangt værk for 3 musikere og elektronik, som er skrevet særligt med henblik på cd-indspilning.

Jeg har i den anledning skrevet en artikel om, hvor stor indflydelse det har på musik, hvilken sammenhæng den indgår i. Det har i et pænt stykke tid været en kilde til frustration inden for partiturmusik-miljøet, at koncerterne ofte virkede trøstesløst uforløste. I artiklen gennemgår jeg en række eksempler på koncerter og andre sammenhænge, hvor musikken mere eller mindre går i ét med måden, den præsenteres på, hvilket ofte betyder, at den pludselig giver mening.

Artiklen kan læses her.

Jeg skal flytte, jeg skal på ferie, jeg skal indspille cd (der udkommer til oktober) og jeg har siddet begravet i arbejde og flytteforberedelser. Og alle disse måske ikke så interessante oplysninger er bare indgangsportalen til, at dette er den <i>anden</i> post, der handler om, hvorfor jeg ikke får skrevet noget her på bloggen. <br><br>Men jeg kan da lige nå at anbefale noget musik, hvis man har lyst til lidt spændende ferielytning: Det drejer sig om Aphex Twins dobbelt-cd <i>Drukqs</i>, som jeg købte for et par uger siden. Det efterhånden klassiske elektronika-vidunderbarn er nærmest gået <i>unplugged</i> på denne udgivelse: Store dele af de 2 cd'ers spilletid er simpelthen ren klavermusik, enten præpareret klaver eller bare almindeligt klaver. Det er han sluppet godt fra! Udsat for klaver kommer Aphex Twin næsten til at lyde i retning af John Cage eller Erik Satie. Mange af skæringerne ville uden problemer kunne indpasses i en klavermatiné for folk, der ellers aldrig ville turde røre elektronica-genren med så meget som en øreflip. Resten af de 2 cd'er kommer vidt omkring udtryksmæssigt, fra blid ambient til hæsblæsende inferni af kompleks rytmik, nogle gange kombineret på en nærmest symfonisk måde. Det sjoveste af det hele er, at dette ikke får <i>Drukqs</i> til at virke rodet, men snarere så afbalanceret, at man kan høre samtlige 100 minutter igennem uden at anstrenge sig det mindste. Netop fordi det er så vildt, heterogent og eksperimenterende, er dette én af de Aphex Twin-udgivelser, som det er lettest at lytte sig ind på.<br><br>Men jeg holder nu stadig af den udfordring, der ligger i at holde skruen i vandet hele vejen igennem hans mere end 2 timer lange, stille og (på overfladen) nådesløst ensformige<i>Selected Ambient Works vol.2</i>!

Jeg har besluttet at nednætte frekvensen af mine weblog-indlæg til ca. en gang om ugen i stedet for min oprindelige hensigt med en gang om dagen. Jeg har bestemt ikke mistet interessen for denne herlige beskæftigelse, men der er det ved det, at det tager tid. Grunden er sådan set positiv: Når jeg skal til at nedfælde mine tanker på skrift, får jeg også lyst til at sætte mig lidt bedre ind i tingene. Så det er bestemt ikke spild af tid.

Alt dette blot for at sige, at det ikke er udtryk for dalende interesse, at der nu kommer lidt færre opdateringer af bloggen.